Håbet er essentielt for kræftpatienters behandlingsforløb: For 42-årige Salih blev håbet hans tro følgesvend

Da Salih Can Coskun blev diagnosticeret med en aggressiv kræftform, spillede både hans og sundhedspersonalets håb en stor rolle for hans sygdomsforløb. Igennem hans 2-år lange kræftforløb mistede han aldrig troen på, at han ville blive rask igen.

Salihs kræftbehandlinger gav ham flere senfølger, bl.a diabetes 1 og grå stær. Foto: Julie Thodsen Toft.

Af Julie Thodsen Toft

En forkølelse, der ikke gik over. Influenza-symptomer. Smerter i kæben.

Det virkede som harmløs sygdom, der mest af alt bare var en irritation i hverdagen for bioanalytikeren Salih Can Coskun. Han havde haft symptomerne i mere end et halvt år, men hverken hans læge eller tandlæge havde nogen forklaring på symptomerne. På en kold januar dag i 2019 ændrede det hele sig, da han pludseligt så dobbelt. Han gik til lægen igen og fortalte om alle symptomerne. Det var, da han nævnte dobbeltsynet, at lægen slog alarm.

Han blev straks henvist til Øre-næse-halskirurgisk Afdeling på Sønderborg Sygehus. Derefter gik det stærkt.

”Jeg har jo aldrig tænkt, at jeg får kræft. Så det frygtede jeg ikke på det tidspunkt,” fortæller han.

Da han gik til lægen om mandagen, havde han ikke forventet, at han om fredagen ville få en kræftdiagnose.

”Jeg skulle lige have fem minutter til at bearbejde beskeden. Det føltes, som om at tiden gik i stå, og mine tanker kredsede om, hvordan jeg skulle fortælle det til min familie,” fortæller Salih.

Selve kræftdiagnosen tænkte han ikke ret længe på. Allerede der nærede han et stærkt håb om at blive rask igen. Håbet kom til udtryk som en stålsathed i ham. En vilje til og en tro på, at behandlingen nok skulle lykkedes. Andre muligheder strejfede ikke hans tanker.

Han tilbragte resten af 2019 med strålebehandlinger og kemoterapi. Behandlingen var barsk. Især kemoterapien tærede på hans energi og gav mange bivirkninger. Efter flere kontrolskanninger i efteråret blev han erklæret kræftfri.

Da rygsmerterne begyndte, tog han dem først som tegn på en lang periode uden løbetræning. En interesse, der fyldte meget i hans liv, før han blev syg.

Han kunne mærke, at det gjorde ondt helt ind i knoglerne – en intens smerte, der ikke forsvandt. Til sidst havde han så store smerter, at han ikke kunne sove om natten.

I marts 2020 blev han henvist til Kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital. På det tidspunkt vidste han inderst inde godt, at det ikke var gode nyheder, overlægen skulle overbringe ham.

”Det var en hård besked, han skulle give mig. Han var meget ligefrem og sagde: ’Du er dødeligt syg’. Det føltes som en hammer, der faldt og gav mig en dom,” fortæller Salih, mens han lader en usynlig hammer falde med sine hænder.

Mødet med overlægen blev skelsættende for ham og hans fremtidige behandlingsforløb.

Intet fungerer uden håb

Overlægen hedder Jesper Grau Eriksen. Han arbejder på Kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital og har i over 27 år behandlet kræftpatienter.

En kræftdiagnose er alvorlig og livsomvæltende for langt de fleste. Derfor er Jesper Grau Eriksen meget bevidst om at bevare eller endda give patienterne håb. Han kalder selv det, som han kommunikerer for ’realistisk håb’:

”Det er meget individuelt fra person til person, og det handler meget om balance. Så selv efter mange år har jeg ikke fundet den perfekte formel.”

Patienterne er i en yderst sårbar situation, og det er vigtigt, at patienterne kan mærke, at han selv tror på behandlingen.

”Jeg vil aldrig anbefale en behandling, som jeg ikke tror på virker, og den skal give mening for den enkelte patient,” siger han.

For få år siden fik han mulighed for at tilbyde sine patienter en ny kombinationsbehandling, hvor man anvender både immunterapi og kemoterapi.

Den hjælper ikke alle, men cirka to tredjedel af patienterne oplever god og langvarig gavn af behandlingen. Det særligt opsigtsvækkende er dog, at nogle patienter oplever en hidtil uset effekt, som Jesper Grau Eriksen beskriver her: 

”Hos nogle ser vi, at kræften faktisk helt forsvinder. Det har vi aldrig før set med andre former for behandlinger, når der er stor spredning af sygdommen.”

Netop denne behandling skal vise sig afgørende, for at Salih er i live i dag.

Salih så på dette billede fra Hjelm Skov hver gang, han var til kemobehandlinger. For ham symboliserede det, at han nok skulle komme igennem sygdomsforløbet. Privatfoto: Salih Can Coskun

Lægens ord gav fornyet håb

Kræften havde spredt sig til knoglerne, leveren og lungerne, og prognosen var dyster.

Når Salih husker tilbage, så var der enorm stor forskel på at få den første diagnose og beskeden om tilbagefaldet. Alligevel var han fattet, da han fik beskeden, for han havde aldrig sluppet tanken om, at kræften måske ville vende tilbage.

Alvorligheden af sygdommen gik op for ham. Han blev klar over, at det ville kræve noget ekstraordinært, hvis han skulle have en chance for at overleve.

Da han sidder overfor Jesper Grau Eriksen d. 31 marts 2020, er kombinationsbehandlingen netop blevet godkendt. Han modtog den som den første patient på Aarhus Universitetshospital.

Fordi behandlingen var helt ny i Danmark, havde man kun de udenlandske resultater at læne sig op ad. Selvom resultaterne så lovende ud, var der ingen garanti for, at den ville have nogen effekt på Salih.

”Jeg blev dog beroliget af Jesper, for jeg kunne virkeligt mærke, at han ville kæmpe for det sammen med mig. Han var også til stede, da jeg modtog behandlingen første gang. Det gav mig et kæmpe boost,” fortæller Salih.

Et boost, som gav ham fornyet håb, og som gjorde, at han trods den alvorlige prognose, fortsat turde tro på, at han ville blive rask. Et håb, som har været stærkt fra første dag, og som har fulgt ham igennem det lange behandlingsforløb.

Det er ikke tilfældigt, at netop håbet føltes altafgørende for Salih under hans kræftforløb. Håbet er nemlig en væsentlig faktor for kræftpatienter i deres møde med sundhedsvæsenet.

Musikken har altid bragt stor glæde i Salihs liv. Mens han var syg, lovede han sig selv, at når han blev rask, så ville han lære at spille klarinet. Foto: Julie Thodsen Toft

Livskriser gør os bevidste om håbet

Håb kan virke som en udefinérbar og abstrakt følelse. Det er der faktisk ikke noget mærkeligt i, for der er meget, vi ikke ved om det.

Det siger Kristianna Hammer, som er sygeplejeforsker, post-doc og har skrevet ph.d om kræftpatienters håb:

”Håb er stadig noget mystisk for mig, selvom jeg har forsket i det i over 20 år.”

Der findes ikke en endegyldig definition af, hvad håb er, men Kristianna Hammer har igennem sin forskning fundet frem til fire forskellige typer af håb.

Hun beskriver dem som ’Håbets fire blade’, og de er alle eksempler på, hvor mennesker finder næring til håbet:

Det første er via en indre kraft, en særlig styrke, som kommer indefra. Det andet er via ydre kræfter, det kunne være naturen. Det tredje er det medmenneskelige, som kommer fra relationer. Det fjerde, der særligt ses hos døende patienter, er det religiøse eller guddommelige.

”Selv hos de patienter, hvor alt håb synes borte, fandt jeg det,” siger hun.

Noget særligt ved håb er, at det bliver tydeligst for os, når det ikke er tilstede. Vi tænker nemlig sjældent over håbet, før vi står i en krise, hvor vi lige pludseligt har brug for det.

Derfor er det en vigtig opgave for sundhedspersonalet at understøtte patienters håb, da det kan have svære vilkår i et sundhedsfagligt miljø, hvor sproget er videnskabeligt og resultatorienteret.

”Det allervigtigste er, at patienterne beholder håbet. Håbet er livskraften,” fortæller hun.

Kristianna Hammer forklarer, at håbet er en tilstand, som man kan befinde sig i:

”Man kan ikke tænke sig til håb eller føle håb. Man kan opleve at være i håbet. Det er en tilstand, hvor man oplever harmoni og balance, og hvor man lever i håbet. ”

Bliv klogere på håb i denne explainer video. Produceret af: Julie Thodsen Toft.

Man bærer håbet sammen

For Salih vækker de fire typer af håb genklang. Han genkender følelsen af at svinge imellem dem, afhængig af, hvor i forløbet han var, og de har hver især haft en betydning for ham.

”Den indre kraft var meget naturlig for mig, så jeg havde et stærkt indre håb lige fra begyndelsen. Jeg gik også mange ture i løbet af min sygdom, hvor jeg brugte naturen, og så har relationer været vigtige, for at bevare styrken til at kæmpe,” fortæller Salih.

Og selvom håbet måske kan have svære vilkår på et hospital, så oplevede han, at sundhedspersonalet bar håbet sammen med ham. Det vejede også tungt, at det var de samme sygeplejersker, der fulgte ham gennem de forskellige behandlinger.

”Det gav en stor tryghed i mit lange forløb, at jeg kendte personalet på afdelingen. Når jeg var usikker eller havde det dårligt, så var de en stor støtte,” siger han.

Medmenneskeligheden, som han blev mødt med, rørte ham meget og gjorde, at han aldrig følte sig alene med sin sygdom. Om det fortæller Salih:

”Det var en kæmpe livsomvæltning at få kræft. Når man får sådan en diagnose, så betyder det meget, at man får den med omsorg, og det fik jeg.”

Kombinationsbehandlingen viste sig at være det ekstraordinære, der skulle til. Han havde god effekt af behandlingen. Faktisk så god, at kræften fortsat er i ro halvandet år efter, han færdiggjorde forløbet.

Håbet om at blive rask er i dag forvandlet til bevidstheden om livets skrøbelighed. Det giver ham en stor medfølelse for de patienter, der er ramt af sygdom, som han møder igennem sit arbejde.

”Jeg fået et nyt skæbnefællesskab med patienter, der gennemgår svær sygdom. Jeg kan sætte mig ind i deres situation på en helt ny måde. Og jeg er meget bevidst om at give dem grund til at håbe på, at de kan få det bedre,” fortæller Salih.

Han har selv mærket, hvordan håbet blev en nødvendighed for, at han kom igennem sit kræftforløb.

Nu er det vigtigste for ham at give håbet videre til dem, der har allermest brug for det.

Tegn: 9844

Hos ScrapPad forvandles overskudspapir til notesbøger: “Det var synd og skam at smide det i skraldespanden, det måtte kunne bruges til noget!”

Et behov for øget miljøhensyn og CO2-reduktion i papirindustrien kæmper i disse år mod en stigende global efterspørgsel efter papir, men i Åbyhøj viser en lille virksomhed vejen mod mindre ressourcespild.

Interessen for ScrapPad har været stor siden begyndelsen.

Af Julie Thodsen Toft

På Kastanie Allé i Åbyhøj ligger en virksomhed, som opstod ud af lige dele tilfælde, iboende skabertrang og omtanke for miljøet.

Virksomheden hedder ScrapPad, og de producerer notesbøger af overskudspapir, som er betegnelsen for de papirrester, der opstår under papirfremstilling.

I produktionslokalerne danner printernes mekaniske summen og maskinernes rytme lydtapetet, når papir samles i stakke og skæres til. På reolerne ligger stabler af notesbøger, som tydeligt viser mulighederne for at tilpasse udtrykket af en Scrap Pad‐notesbog.

”Der var kort fra tanke til handling, da vi lavede de første eksemplarer, og det var en meget intuitiv, kreativ proces,” fortæller Troels, mens han finder nogle af de første Scrap Pads nederst i stakkene,

“Efterfølgende har vi udviklet videre på formatet, gjort designet endnu skarpere og gjort budskabet klart.”

100% Leftover Paper

Troels startede printvirksomheden Plotteriet, da han var arkitektstuderende, og idéen til ScrapPad opstod, da han stod med hyldevis af restpapir fra produktionen.

”Jeg stod med et kvalitetsprodukt, der var blevet brugt værdifulde ressourcer på at fremstille, som nu ville ende i skraldespanden. Den tanke brød jeg mig ikke om.”

En notesbog inspirerer til kreativitet og nye idéer, og så sikrer de en maksimal udnyttelse af restpapiret, som varierer i farve, tekstur og tykkelse. Der bruges 3-5 forskellige typer papir i hver notesbog, og det er ikke en tilfældighed.

“Det var fra starten en pointe i sig selv, at man med sine sanser skal kunne afkode, at det er lavet af restpapir. Den taktile oplevelse skaber en bevidsthed hos forbrugeren, om hvordan denne notesbog adskiller sig fra andre.”

Med afsæt i Troels’ baggrund indenfor arkitektur opfandt han udtrykket 100% Leftover Paper til at beskrive, hvad en Scrap Pad er lavet af. I arkitekturen taler man nemlig om Leftover Spaces, som refererer til områder uden specifik funktion eller fuld udnyttelse i det overordnede design.

“De områder ender ofte med at give plads til en kreativitet, som gør at noget nyt, anderledes og uplanlagt vokser frem,” fortæller han.

Papirindustriens belastning

Papirindustrien producerer årligt over 420 millioner ton, og her står produktionen af højkvalitets grafisk papir for over 96 millioner ton. Samtidigt bliver mere end 50 millioner ton papir genanvendt årligt, men over halvdelen ender som papkasser, og er altså ikke af en kvalitet, som kan bruges til papirark eller print.

Den årlige CO2 for papirindustrien er lige under 2%, og selvom industrien har fokuseret på at fjerne brugen af skadelige kemikalier fra produktionen, omstille energiforsyningen fra fossile brændsler til vedvarende energi og øge brugen af genanvendte træfibre, så er det stadig en industri i vækst, hvor efterspørgslen er stadigt stigende.

Et uforløst potentiale

Troels er tydeligt drevet af den miljømæssige belastning, som papirindustrien står for.

“Vi har et stort overforbrug af vores ressourcer, og selvom Scrap Pad ikke redder hele verden, så viser vi, at det er muligt at skabe en god forretning, som viser det nødvendige hensyn overfor planeten.”

Ifølge Troels er der et enormt potentiale at forløse hos de store fabrikker, der producerer enorme mængder papir. Han fortæller, at mange fabrikker har et øget fokus på at bruge deres rester i deres egenproduktion.

“Det er selvfølgeligt et positivt skridt, men der bruges stadig ny energi på at genbruge noget, som allerede var af god kvalitet. Hvis de selv brugte papiret, som vi gør, så ville det være på et helt andet niveau.”

Plads til de nye idéer

Hos ScrapPad forsøger man altså at gå forrest med en mere hensynsfuld produktion og fokus på optimal udnyttelse af materialer. Han håber, at det kan inspirere andre til at gøre det samme.

Der skal dog stadig være plads til skabertrangen og kreativiteten.

“Vi har skabt en notesbog, som folk kan sætte deres eget præg på, og hvor man med god samvittighed kan tænke fremtidens idéer. Her er det kun fantasien der sætter grænser, det er også kendetegnet ved ScrapPad,” fortæller Troels.




Antal tegn: 4468




Tiltalt for voldtægt og krænkelser af 12-årig afviser alle anklager: ”Jeg var som en ’voksenven’ for hende.”

Ved Retten i Sønderborg d. 9. november startede en sag om voldtægt af et barn, blufærdighedskrænkelse og besiddelse af børneporno. For delvist lukkede døre, blev den tiltalte 54-årige mand fra Hedehusene afhørt.


Af Julie Thodsen Toft

I retssal 9 eskorteres tiltalte, som refereres til som M, ind af to betjente. Han er ankommet fra arresten, hvor han har siddet varetægtsfængslet siden 5. december 2022.

Mens tiltalte taler lavmælt med sin forsvarer, tager forurettedes far plads på tilhørerrækken. Han overværer retssagen på vegne af sin datter, som refereres til som S.

Der er rejst tiltale for 4 forhold i alt: voldtægt af barn under 15 år, andet seksuelt forhold end samleje med barn under 15 år, blufærdighedskrænkelse og besiddelse af børneporno. Tiltalte nægter sig skyldig i alle forhold.

Visning af de beslaglagte billeder og videoafhøringen af pigen foregår for lukkede døre.

Kontakt på Snapchat

Tiltalte forklarer at han fik kontakt til S på Snapchat i sommeren 2021, hvor de lærte hinanden at kende. De skrev sammen om hverdagen, men M fik fornemmelsen af, at S havde store udfordringer i sit liv,

”Hun var en pige i stor mistrivsel. Ja, jeg vil kalde det omsorgssvigt. Hun havde selvmordstanker, depression, angst – hun havde mange problemer,” forklarer M.”

Han fortæller, at han derfor følte et stort ansvar for S og gerne ville støtte hende. Der opstod en fortrolighed mellem dem, og han beskriver deres relation som værende ‘tætte venner’.

”Der findes de her ‘voksenvenner’, som støtter børn, der har det svært. Det var lidt den samme rolle, jeg så mig selv have for hende,” svarer tiltalte, da anklageren spørger, hvorfor han følte dette ansvar.

Dækhistorien

Relationen mellem M og S fortsatte over Snapchat, men før jul i 2021 mødtes de første gang, da S var på hospitalet i Kolding. Da S flyttede til en plejefamilie i foråret 2022, blev der skabt en dækhistorie, så de kunne mødes, og hvor plejemoderen afleverede S og hilste på M.

”For at vi kunne mødes, var det nødvendigt at digte en historie. S fandt på, at hun havde en kæreste, der hed Malthe, der var 15 år og boede på Sjælland. Så sagde jeg, at jeg kunne være Malthes far,” forklarer tiltalte.

”Hvorfor er historien nødvendig? Du er jo bare en ven,” spørger anklageren.

”Det har nok at gøre med min alder. Det ville ikke være velset,” svarer M.

Det bliver til i alt ni møder fra juni til oktober på forskellige moteller i Sønderjylland.

Afviser kæresteforhold

I sagen indgår en SMS-udveksling mellem M og S på en dag, hvor de mødtes:

S: ”Tusind tak for denne gang, skat. Det var hyggeligt at mødes. Kommer til at savne dig <3”

M: ”I lige måde, skat. Tusind tak for nogle fine, hyggelige og frække oplevelser <3”

Anklageren presser M flere gange for at få svar på, hvad ‘frække oplevelser’ er, hvortil M svarer:

”Det havde med en oplevelse at gøre, hvor en fyr tilråbte S på en flirtende måde.”

Anklageren mener at SMS’erne lyder som kærestebeskeder, men tiltalte afviser at det er en kæreste- eller seksuel relation.

Billeder i sagen viser M og S i en seng, hvor de fjoller, kysser og har afklædte overkroppe. Også her afviser M, at det er unormalt og giver udtryk for en uskyldighed i relationen:

”Det var i sjov og opstillet. Man er ikke kærester, fordi man kysser, og man kan sagtens ligge i en seng uden, at der er noget i det,” fortæller M, mens han griner let.”

Sagen fortsætter d. 20 november, hvor der forventes dom i sagen.

Tegn: 3496.