De frivillige er en vigtig del af Fredericia Krisecenter, og de drømmer om endnu flere. Der er kamp om de frivillige i byen, og det er særligt svært at få flere af de unge ind i folden, men krisecenteret giver ikke op.
Af Julie Thodsen Toft
På Fredericia Krisecenter spiller de frivillige en helt afgørende rolle.
De giver en følelse af tryghed for beboerne, og de sikrer, at krisecenteret kan holde døgnåbent – noget, der ville være umuligt uden de frivillige, der tager tjansen med nattevagterne.
Det er dog blevet en større udfordring at finde nye frivillige, fortæller daglig leder Bente Hedemann:
”Der er en stolt tradition for frivilligt arbejde her i byen, så der er rift om de frivillige kræfter. Det gør vores opgave med at rekruttere nye frivillige endnu vigtigere.”
De er på Fredericia Krisecenter særligt opmærksomme på at få tiltrukket flere unge til korpset af frivillige, hvilket de bl.a. forsøger gennem sociale medier. De oplever dog, at unges travle og omskiftelige hverdag med studie, arbejde, venner og familie ikke efterlader megen tid til frivilligt arbejde.
Krisecenterets frivillige oplever stor mening med deres arbejde, hvilket et stort skandinavisk studie fra 2018 underbygger. Studiet viser, at dem, der er frivillige én gang om ugen, har dobbelt så høj sandsynlighed for at have et bedre mentalt helbred end dem, der ikke laver frivilligt arbejde.
Det genkender de også på krisecenteret.
”De frivillige her oplever, at de kan gøre en forskel. Her kan de bidrage meget konkret. Kvinderne er simpelthen tryggere, når de frivillige er her, og det opleves som et tiltrængt pusterum i hverdagen,” siger Bente Hedemann.
Der findes ikke en gennemsnitlig frivillig på Fredericia Krisecenter. Gruppen på 40-50 frivillige spænder tværtimod bredt: fra den yngste på 18, til den ældste på 84. Krisecenteret ser det som en stor styrke, at de frivillige er i alle aldersgrupper, og derudover betyder det noget for beboerne.
”Kvinderne kan finde alt fra en veninde- eller søstertype til en mor- og en farmortype blandt de frivillige. Det er noget, de alle kan have brug for i forskellige situationer,” fortæller Bente Hedemann.
Krisecenteret løfter en vigtig samfundsopgave
Det betyder meget, at byen har et tilbud som Fredericia Krisecenter, fortæller Cecilie Roed Schultz, byrådsmedlem for Enhedslisten og medlem af Senior- og Socialudvalget.
”Jeg synes, det er ekstremt vigtigt i samfundet, at vi har de her krisecentre. Derfor så skal vi i Fredericia selvfølgelig også løfte vores del af det,” siger Cecilie Roed Schultz.
Hun har aktivt arbejdet for en strategi med fokus på forebyggelse af vold i nære relationer, som gerne skulle gribe kvinderne, inden et ophold på krisecenter bliver nødvendigt. Hun oplever dog, at det er et område, der ofte kan falde imellem to stole.
”Jeg oplever ikke en decideret modvilje imod det i byrådet, men at der er andre områder, der bliver prioriteret højere,” fortæller Cecilie Roed Schultz.
Et behov for øget fokus på arbejdet med forebyggelse genkender Bente Hedemann:
”Vi oplever generelt stor velvilje fra kommunen og har et godt samarbejde, men vi ønsker selvfølgeligt altid mere fokus på forebyggelse og efterværn.”